søndag den 11. september 2016

Æblestang med creme... og hvordan en kanelstang blev til en bastard

Jeg elsker kanelstang! Lavet rigtigt er det faktisk nok min ynglings bager-kage.. Men det kræver rigelig remoncesnask (helst også noget creme), masser af kanel og glasur på toppen.

Da jeg boede hjemme, gjorde vi det rimelig meget i eftermiddagskaffe, og det skete ikke frygtelig sjældent at nogen slog et smut forbi bageren efter sådan en kanelstang...
Siden da fik min lillebror job hos en bager og viste sig at have jævnt meget talent for bagværk med rigelige mængder smør.
En enkelt gang har jeg stået lærling hos ham under tilberedningen af et lykkeligt monstrum af en kanelstang med hjemmekogt kagecreme og remonce i fornøjelige mængder; og føj det var godt!

Jeg selv er bedst i brød og ikke så stærk i kage-tilberedning, men lidt kan jeg dog. Til gengæld er min vennekreds blevet ramt af noget af et babyboom, og nogle af de nybagte mødre er ikke så glade for at deres små poder får for meget sukker...

Sådan gik det til, at jeg en dag havde tilbudt at tage kage med til en børne-kaffe-date men pludselig skulle udtænke, hvordan min kære kanelstang blev noget mere sukkerfattig.

Da mit blik faldt på et par æbler i køleskabet og jeg kom i tanke om, hvor godt æbler og kanel går i spænd, opstod ideen til æblestangen.
Jeg har lavet den et par gange i forskellige 'sundhedsversioner' - på ren æblemos, på en blanding af æblemos og remonce og med mos og kanelsukker... Og nej, det er altså ikke ligeså godt som sådan en snasket bagerting, men det er bestemt heller ikke skidt.

I dag tog jeg udviklingen et skridt længere, da jeg opdagede et brev kagecreme bagerst i skabet og konkluderede, at kagecreme sjældent har gjort nogen kage dårligere!

Ergo blev kanelstang til æblestangen med creme, og det virker nu egentlig meget godt.
- Selvom der er sukker i både æbler og creme, holder den sig også stadig i retning af den mindre usunde sti ;)

Æblestang med creme, 1 stang:

Æblemos:
3 søde æbler skæres i tern og koges med et par spsk vand, en spsk sukker (juster afhængig af æblernes sødme) og 1 spsk kanel.

Kog i 15-20 minutter til æbleternen er kogt ud og tilsæt et en sjat citronsaft for at give lidt syre.
Køl ned


Creme:
Hjemmelavet kagecreme er fantastisk, men også noget mere omstændigt, så i denne omgang kom min creme fra pose - jeg lavede 1/4 brev fra Hr. Oetker, som røres ud i knap 1 dl mælk og køles kort i køleskabet.

Dej:
1,5 dl lunken vand (jeg havde lidt yoghurt og erstattede en halv dl vand med en halv dl yoghurt)
Ca 10 g. gær
2-300 g mel (ren hvede eller 2/3 dl hvede og 1/3 grovmel)
Lidt salt og en tsk sukker

Gæren røres ud i lidt vand, resten tilsættes og de øvrige ingredienser røres i - melet tilføjes lidt af gangen, til dejen er smidig og kan æltes uden at hænge for meget fast.
Hæves lunt i 1-1,5 time

Rul dejen ud som en rektangel
Smør æblemos på dejen med undtagelse af et par cm i højre og venstre side.
Drys evt med lidt ekstra kanel.
Kagecremen smøres ud på midten af dejen.

Nu kommer foldningen. Her kan man enten folder hele venstre sig af vejen ind over midten og derefter folde højre side ind over denne. Denne løsning holder bedst på fyldet.


Man kan også skæres slidser 1/3 ind i dejen på højre og venstre side skiftevis folde en slids ind over dejen, som jeg har gjort på billedet - giver lidt mere kunstnerisk effekt ;)

Flyt stangen over på en bageplade - afhængig af hvor generøs man har været med fyldet, kan det godt være, at man skal have en hjælpende hånd til dette.
Pensl med lidt mælk og strø evt med lidt kanelsukker og/eller hakkede nødder (mere kunstnereffekt).

Lad stangen efterhæve en halv times tid mens ovnen varmer op til 200 grader.
Stangen bages 15-20 minutter.


- Da min æblestang skal transporteres på cykel for at blive en del af fejringen af endnu en baby i vennekredsen har jeg snydt og skåret den i to, hvilket formen tog lidt skade af, men pyt, der er kagecreme og kanel ;)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar